Jeg tog eventyret prinsessen på ærten af H.C. Andersen, da det er en kort historie, så at alle kunne koncentrere sig indtil den slutter. Og det er en historie med en prins og en prinsesse, typisk eventyrstof, alle havde en forestilling, hvad det er og nogle billeder ind i hovedet. Jeg læste eventyret højt uden billeder, fordi jeg ville opnå, at børnene maler billeder til historien, så at vi kunne lave vores ejen billedbog.
Det ser sådan ud:
Prinsessen på Ærten
fri efter H.C. Andersen
Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så rigtigt.
Den første prinsesse han mødte var en robot. Selv om hun var ven med en enhjørning, ville prinsen ikke have hende. Hun ville give ham en sæk med 1000 gulddaler, men alligeved sagde han "nej tak" og gik videre.
En gang mødte prinsen en virkelig sød prinsesse, men hun var alt for fed. Da stillede han traffiklyset på rødt og løb hurtig væk.
Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.
Der var engang en prinsesse; hun ville have sig en prins, men det skulle være en rigtig prins. Så ville hun rejse hele verden rundt, for at finde sådan en.
På hendes vej kom prinsessen forbi der, hvor hendes søster boede. Den hed Rapunzel og boede i et tårn. Hun glædede sig meget over besøget. De to prinsesser havde en lille snak, kiks og sodavand og tryllede lidt.
Efter prinsessen har sagt farvel til Rapunzel og gået sin vej, startede det med at regne. Om aftenen blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt!
Så bankede hun på byens port, og den gamle dronning og hendes søster gik hen at lukke op.
Det var prinsessen, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.
“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret og tog alle sengeklæderne af.
Så lagde hun en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.
Dér skulle nu prinsessen ligge om natten.
Om morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.
Prinsessen havde grædt så meget om natten, at hun næsten druknede i et hav af tårer, da hun gik ud af sengen.
“Oh forskrækkeligt slet!” sagde hun, “jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over min hele krop! Det er ganske forskrækkeligt!”
Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse.
Brylluppet blev forberedt og hele hoffet var begejstret.
Prinsen blev meget glad og helt forelsket, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse.
Også prinsessen blev meget glad og helt forelsket, for nu havde hun en rigtig prins.
Prinsen tog hende da til kone. Prinsessen tog ham da til mand. De fejrede en kæmpe stor bryllupsfest og hele folket var med.
Ærten kom på kunstkammeret, hvor den egentlig endnu skulle være at se, dersom ingen har taget den.
Men prins og prinsessen levede lykkelig i slottet og ærten såedes i haven. Det var den så lykkelig over, at den voksede helt op til himlen.
SLUT
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen